George 4.

George IV(George Augustus Frederick, 1762-1830) var konge af Storbritannien og Hannover i eget navn fra 1820 til hans død. Grundet sindssyge i familien tjente han som regent i faderens sted allerede fra 1811 og gav navn til Regency-perioden (ikke at forveksle med Regensen).

George 4.
Brushanen i fuldt ornat
Konge af Det Forenede Kongedømme & Hannover
Regerede 1820-1830
Ægtefælle Caroline af Braunschweig
Børn Prinsesse Charlotte
Far George III
Mor Charlotte af Mecklenburg-Strelitz
Født 12. august 1762
Død 26. juni 1830
UK.png

George var kendt for at være en levemand i en grad der ville få Jørgen Leth eller Klaus Pagh til at se asketisk ud, for sin tendens til at hænge ud med samfundets lapser og revolutionære intellektuelle, og for at være mere pigeglad end Knaldperlen. George formåede kun at levere ét levedygtigt, legitimt barn, og da hun døde i barselsseng i 1817 udløste det et kapløb mellem hendes onkler om at blive gift og levere en arving. Resultatet af dette kapløb skulle senere gå hen og udvikle sig til en af de mest ikoniske britiske monarker nogensinde.

.


De unge årRediger

George blev født i St. James' Palace i London, og født ind i en familie hvor der var tradition for splid mellem generationerne. Hans oldefar, George II, havde ikke haft meget til overs for George's bedstefar Frederick, og da denne døde under bizarre omstændigheder[1] i 1751 prøvede George II at forme sit barnebarn, den senere George III, efter hans eget hovede. Som bekendt falder æblet ikke langt fra stammen, og den unge kronprins havde ikke til sinds at føje bedstefar i hans dynastiske febervildelser. For nærmere detaljer om skærmydslerne mellem Georg 2 og 3, henvises læseren til artiklen om George 3..

Da den senere George IV kom til verden, havde hans forældre regeret Storbritannien i lige under 2 år. Som traditionen bød, blev spædbarnet tildelt en masse titler - først hertug af Cornwall og Rothesay ved fødslen, og et par dage senere blev han også udnævnt til Prins af Wales og Jarl af Chester (ikke at forveksle med Jarlen). Han blev døbt en måned senere, og hans barndom gik med at uddannes til at tage over efter farmand. George var ferm til sprog, og lærte sig hurtigt fransk, tysk og italiensk ud over hans modersmål.

Hans opvækst var præget af faderens sparsommelige, nærmest asketiske livsstil - George III var nærmest from, især i forhold til samtidens normer for kronede hoveder - så da kronprinsen fyldte 18 og fik sit eget hof, besluttede han sig for at kickstarte et ungdomsoprør der sagde spar to. George kastede sig ud i en livsførelse der ville få d'herrer Mads Dinesen & Christensen til at korse sig. Alene udgifterne til staldene løb op i 31.000 pund årligt - godt 3 millioner pund i nutidens penge.

Oprør og regentRediger

Den unge tronfølger var ivrig efter at fremstå edgy og rebelsk, og da det var et par hundrede år før Ungdomshuset blev til, måtte George nøjes med at hænge ud med en gruppe unge mænd der tilhørte den radikale fløj i det store Whig-parti. Set med datidens øjne var det dog mere end rigeligt rebelsk og uhørt. Lederen af denne lille klub var en billedstormer ved navn Charles James Fox, der var kendt for at have sympati for de oprørske kolonier i Amerika og den Franske Revolution. Men Fox var på Georgie's side i datidens vigtigste storpolitiske debat - ud over truslen fra Frankrig - nemlig debatten om tronfølgerens beføjelser som regent i tilfælde af kongen blev ude af stand til at regere som følge af sindssyge.

Regeringen - i særdeleshed den unge stjernepolitiker William Pitt den Yngre - mente at Georgie var for uansvarlig til at blive givet de samme beføjelser som faderen, og Fox og hans radikale brushoveder mente at Pitt og hans slæng var en flok reaktionære høveder.

Georgie til fadetRediger

 
George sikrede blandt andet sit eftermæle ved at stå model for portrætter til whiskey-etiketter.

Som far, så sønRediger

Som 1820'erne skred frem, blev det mere og mere åbenlyst at levemandens livsførelse havde taget hårdt på hans krop og sjæl. Hans trofaste PR-mand, Sir David Wilkie, beskrev den overvægtige konges fremtoning i 1828 som "en enorm pølse stoppet ned i lagnerne". Han led af en sand kavalkade af sygdomme - skørbug, stær (der ligesom hans far gjorde ham nærmest blind), vattersot, åreforkalkning og muligvis også porfyri. Han var overbevist om at han havde kæmpet personligt i slaget ved Waterloo, var afhængig af opiumsdråber og vejede over 130 kg.

I foråret 1830 begyndte han at få anfald af åndenød (som følge af vattersoten) der tvang ham til at sove siddende i en stol, hans mave blev jævnligt tappet for vædske, og det stod klart for alle at kongen ikke havde langt igen. Som det er set så ofte før udløste udsigten til døden en religiøs vækkelse, og kongen begyndte at skrifte og gå mere i kirke, samtidig med at han fik ordnet sit testamente. Han døde på Windsor Castle i juni 1830, og obduktionen fastslog at dødsårsagen var en kombination af et forstørret og svært forkalket, fedtindkapslet hjerte, en voldsom maveblødning og en blæretumor "på størrelse med en appelsin".


  1. Onde tunger påstår at han døde af skader han fik da en tennisbold ramte ham i brystet. Historien blev senere omfortolket af Drengene fra Angora.